Èn af mine yndlingsritualer når jeg kommer hjem fra arbejde, studie, indkøb eller hvad det nu kan være jeg har været ude af huset for, er at tjekke vores postkasse. Der er tit breve fra pennevenner eller andet hyggeligt at finde. I dag da jeg kom hjem, var det en endnu større oplevelse at åbne postkassen end sædvanligt. Der lå nemlig et 'FedEx Ekspress Delivery' brev. For de af jer der er lidt mindre snailmail nørdede end mig, så betyder det, at brevet er blevet sendt på en forholdsvis dyr måde til Danmark med rygende hast.
Da jeg så afsenderen var jeg ved at dratte bagover, for det var 'Minter and Richter', som er det etsyfirma hvor vi har købt vores vielsesringe. Vi havde først regnet med at de kom i løbet af næste uge. Kæresten var ikke hjemme, så jeg måtte pænt lægge kuverten ind på bordet og vente på at han fik fri; syntes ikke jeg kunne åbne den, uden at han var der.
Da han kom hjem, fik han æren og vi skyndte os begge at prøve ringene (ja, det må man vidst ikke, men vi skulle jo tjekke at de passede!). Det gjorde de og da de er lavet i titanium vejer de næsten ingen ting - og de er SÅ flotte (billeder vil blive delt senere...)..
Vi tager ringene op i lyset og tjekker dem for fejl osv. - altid spændende når de har rejst langt og man har købt dem online. Jeg så den fine indgravering med teksten 'Marie 04/08/2012' i kærestens ring og tog min ring af for at vise den ordentligt frem til ham.
Så var det at jeg så det: Navnet i min ring var stavet forkert! Det smukke danske 'Henrik', som min kæreste hedder, var i min rings indgravering blevet til det noget mere internationale 'Henrick'. ARGH!
Jeg sprang til tastaturet og skrev en mail til firmaet der svarede i løbet af 10 minutter - og det var så fin så fin en service. Jeg skulle blot sende ringen tilbage, så ville de lave en ny gravering og vi ville desuden få refunderet beløbet vi havde betalt for indgraveringen. De var virkelig flove over fejlen, men jeg havde det egentlig temmelig cool med det - vi er ude i rigtig god tid, så ringen kan sagtens nå at blive lavet. Faktisk blev det til en hyggelig lille joke mellem kæresten og jeg, hvem mon denne 'Henrick' som jeg skal giftes med er ;-)
Bryllupstip:
Vær ude i god tid, hvis du køber ring online/i udlandet, så du kan nå at få rettet eventuelle fejl.