I feel free

Min første kærlighed var i fjernsynet i dag og jeg havde bestemt mig for ikke at se det. For noget tid siden stødte jeg nemlig ind i ham på en banegård og det gibbede i mig og jeg turde ikke engang hilse. Det er 9 år siden vi var kærester og omkring 8 år siden vi mødtes sidst (altså udover den dag på banegården). Jeg har altid surfet lidt ud og ind af hans liv og fandt ham for et halvt års tid siden på Facebook. I starten kommenterede jeg på alt han sagde og min puls bankede lidt hårdere når han svarede.

Det havde jeg altså bestemt mig for at jeg ikke ville udsætte mig for i dag og derfor var fjernsynet i stedet tændt på mit yndlingshadeprogram: Robinson på Tv3.
Da min mor sender mig en spørgende SMS midt i sorte hænder, bødler og løgne hvor hun spørger om det da ikke er 'min' fyr i fjernsynet, kan jeg jo ikke lade være med at kigge.
Så jeg skifter... og jeg kigger.. og han ser sød ud, og jeg kan kende smilet og øjnene og det lille løft med øjenbrynet, ja det hele. Og han er flot, guuud hvor er han flot, og sød at se på, men det gør bare ikke noget som helst lige pludselig. Jeg smiler bare over det og føler mig helt i ro med mig selv. Så der sad han og var toplækker og det var helt fint med mig, for jeg har en vidunderlig skøn kæreste, som jeg vil giftes med, bo sammen med til vi bliver gamle og grå og få børn sammen med.

Jeg føler mig virkelig fri!