Undersider

torsdag den 8. marts 2012

Blogging op ad døre, ned af stolper - ukurente strøtanker

Jeg siger det ofte: Jeg har blogget i mange år. Og når man siger mange, så er det jo fordi jeg faktisk nu har blogget i over 11 år - det er længe! Nu skal det her indlæg ikke være en historisk gennemgang af min adfærd som blogger, så jeg vil korte det ned til at sige, at jeg indtil for et par år siden kun har forholdt mig til én blog og ét blogsystem af gangen.
I dag ser virkeligheden dog ganske anderledes ud. I stedet for at oprette kategorier og blogge med en 'tag det eller lad være' attitude, som har virket for mig før i tiden, har jeg i den senere tid forsøgt mig med at oprette nye blogs hver gang jeg fik en idé til et nyt overordnet emne der kunne være interessant at skrive om. Det har blandt andet resulteret i en blog om mine kreative projekter, en vægttabsblog, en professionel blog og mange flere.
Udfordringen er, at jeg efter et stykke tid opdager, at der ikke rigtig var nok stof i emnet til en hel blog omkring det, og de derfor kommer til at blive lidt 'sløve' (uden så mange opdateringer). Dette sker så også her på Midnightshadow.dk hvor jeg førhen altid har skrevet det hele i én stor bunke.

Min nye tanke, er at samle det hele i én blog igen, men ikke her på Midnightshadow, men med udgangspunkt i en professionel blog. Det personlige liv og det professionelle smelter mere og mere sammen, men jeg kan se nogle hæmninger i at skulle skrive om mit private liv på min arbejdsblog. På den anden side er den jeg er, en stor del af det arbejde jeg udfører, eftersom jeg arbejder med Human Relations og kommunikation. Måske skal jeg derfor ende op med to blogs: En privat og en arbejdsblog. Alternativt kan jeg arbejde noget mere med kategorisering på min blog, så jeg får lavet et tydeligt skel mellem privat og arbejde; to rss feeds osv.?

Ja, det blev lige et par udefinerede strøtanker her til sidst. Hvordan arbejder du med alle de emner du finder interessante nok til at blogge om? Adskiller du arbejde og privatliv?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar