En trist erkendelse

Jeg er én af den slags mennesker der får aha-oplevelser når jeg taler med folk. Det er sjældent mens jeg sidder og læser i en bog eller skriver noget ned at jeg når til en masse nye erkendelser, men når jeg taler med folk kan jeg pludselig se lyset.

Derfor er jeg også glad for at Kæresten har lyst til at snakke så meget, for ofte får jeg dermed drøftet nogle ting som giver mig en dybere indsigt.
Indimellem er det bare ikke sjovt at blive klogere; indimellem ville det da være rart at være totalt uvidende om alle de ubehagelige ting der sker i verden.

Nå, men efter den dejlige korte introduktion - at fatte sig i korthed er jo ikke én af mine stærke sider - så nåede jeg forleden til en trist erkendelse.

Kæresten og jeg sad og snakkede om politik og herunder sundhedsvæsnet. Der tales altid om hvordan vi kan få flere penge til sundhedsvæsnet, så vi kan få ventelisterne forkortet. Mens jeg sad og snakkede med Kæresten gik det op for mig at lige meget hvor mange penge vi tilfører sundhedsvæsnet vil det aldrig være nok. Hvis vi får reduceret ventelisterne til en måned, vil vi hige efter at få dem ned på en uge. Hvis forskere finder frem til en ny behandlingsform vil vi have den implementeret. Vi vil have gratis vaccinationer mod alle sygdomme og vi vil have at forskerne finder kure mod alle livstruende lidelser.

Jeg siger ikke at det ikke er rimeligt at vi tænker sådan, men det gav da ihvertfald lige et gip i mig at se sagen fra den vinkel.