Græsset er altid grønnere

De fleste har prøvet at bo i lejlighed, kollegium, rækkehus eller anden bolig hvor man bor tæt op og ned af andre mennesker. Jeg har boet sådan siden jeg var 18 - seks år. I den tid har jeg boet tre forskellige steder og ligegyldigt hvor jeg bor, har jeg det samme problem: Jeg er så nervøs for at være til besvær.

Det første sted jeg boede, var da jeg lige var flyttet sammen med Kæresten og hjemmefra min mor og far. Jeg kan huske, at jeg det første halve års tid overvejede at lade være med at gå ud og hente noget i mit køkken, fordi jeg ikke ville forstyrre underboen med at gulvet knirkede når jeg gik på det. Okay, det lyder absurd I know, men er nu stadig sandt.

Her hvor vi bor nu, er vi de eneste unge mennesker. Vi fester ikke vildt, kaster med cigaretskodder eller lignende, og alligevel føler jeg at både vores nabo og overbo synes vi er lidt 'i vejen'. Jeg har haft flere længere samtaler med vores nabo der ikke er enig i vores måde at holde have på.... Bevares, jeg er helt enig med hende i at vi burde slå græsset noget oftere og hive mere ukrudt op, men det er ikke sådan at haven har forvandlet sig til en jungle i det år vi har boet her. Vi har et fint højbed bygget af min far og endda sået blomster der stadig blomstrer her i oktober. Alligevel er det tilsyneladende ikke godt nok og jeg lister mig rundt for ikke at blive opdaget.

Derfor ved jeg, at jeg ikke vil egne mig til at bo i et parcelhuskvarter hvor folk de blander sig, jeg vil lidt ud på landet og have en grund hvor mit græs gror som det vil og mine gulve knirker uden jeg skal være nervøs for at forstyrre nogen.