Svineri!

Vi har haft en hund i fem år. Dejlig, skøn og vidunderlig hund som har fulgt mig alle vegne. Da vi flyttede blev vi nødt til at finde et nyt hjem til hende. Vi søgte med lys og lygte. Havde et stort antal personer til samtale og endte til sidst med at aflevere hende hos en dame og hendes børn på Fyn.

Vi havde aftalt et beløb for hunden, og da det var midt på måneden, havde hun ikke pengene. Vi havde dog en god mavefornemmelse og skrev derfor en kontrakt med hende om, at hun havde hunden på prøve i fjorten dage (For at se om hun ville falde til hos hende) og samtidig først skulle betale for hunden i starten af denne måned.

Da vi når til i fredags, skulle hun have betalt for hunden, men Kæresten ringede og snakkede med hende og hun lovede at hun ville overføre dem fredag aften.
I dag ringede han så til hende igen - vi havde ingen penge fået.

Da Kæresten ringer til hende, fortæller hun, at hun ikke har pengene og ikke har tænkt sig at betale - og at vi jo så må komme og hente vores hund. Det skulle hun ikke sige to gange! Kæresten fløj ud af døren og kørte de to timer til Fyn.

I skrivende stund er han på vej hjem med vores lille hund, men jeg har talt i telefon med ham og hørt hvad der skete dernede:

Da Kæresten kom derned ville hun ikke åbne døren og han kunne høre at hun bad sine børn om at lade være med at åbne. Alligevel kom ét af de mindre børn dog ned (vi havde mødt dem da vi afleverede hunden). Hun blev glad for at se Kæresten og ville kramme ham, synes det var dejligt med besøg. Da han fortalte at han var der for at hente hunden, gik hun op og hentede hende til ham.
Kæresten spurgte hende om hun vidste hvor alle hendes ting var henne: tasker, kosttilskud, kurve osv. Pigen fortalte at det hele var blevet solgt. Det eneste der var tilbage var én af hendes kurve, som hun også var oppe og hente til ham.

Det er virkelig noget svineri, at man kan være på den måde! Hun er jo min lille prinsesse og jeg skammer mig virkelig over at have fejlbedømt en person så meget. Kæresten var sikker på, at de havde prøvet på at sælge hende videre, men ikke havde kunnet få prisen for hende og derfor ikke kunne betale os.

Det værste er nu, at godt nok får vi hende hjem og hun kan falde til ro her, men vi må jo stadigvæk ikke have hende og derfor skal vi finde et nyt hjem til hende - igen, igen. Det er hjertebristende!