At kunne alt

Jeg taler ofte om de mange muligheder som min generation har. Dog er det altid med en vis kynisme i stemmen, for med flere muligheder følger også et større ansvar - et større pres, som vi skal leve op til.

Jeg er én af dem der altid presser mig selv. I forbindelse med nogle problemer på uni pressede jeg også mig selv meget hårdt - jeg ville bare finde den rigtige løsning. Jeg var egentlig ikke sikker på at det kunne lade sig gøre, men alligevel bad jeg ikke nogen om hjælp, for jeg mente at 'den slags ting kan jeg vel klare selv'.

Det var først da jeg endte med at ringe til min mor for at tale om det og hun sagde: "Så forventer du jo også alt for meget af dig selv Marie!".
Et eller andet sted var det bare det der skulle til, jeg er så bange for at skuffe...

I skolen spurgte jeg aldrig om hjælp når matematikopgaverne drillede. Jeg sad bare frustreret og lod som om at jeg for længst havde lavet alle opgaverne; det var vigtigere for mig at bevare glansbilledet af at jeg havde styr på det hele, end rent faktisk at lære noget.

Jeg ved godt, at (de fleste) i min familie og vennekreds ikke bliver skuffede over mig, så længe det jeg gør er det der er bedst for mig selv. Problemet er bare, at der nogle gange er langt fra den logiske tanke, til de følelser jeg har indeni - og jeg er helt sikkert min egen hårdeste dommer.

Føler du også nogen gange at du sætter for høje krav til dig selv?