Jeg kan på ingen måde forstå det... eller [At få børn]

Da jeg forleden spurgte min far hvornår jeg i hans øjne ville være en kvinde, smilede han og svarede: "Det bliver du nok aldrig". Jeg forsøgte mig så med den ultimative: "Hvad så når jeg engang får børn?" og der måtte han jo give sig - for en 'pige' (som jeg er ligenu) får jo ikke børn. Ja, undskyld til alle De Unge Mødre derude ;)

Nå, selv er jeg da ved at være overbevist om at jeg er kvinde og jeg læser da også flere "voksne" blogs der blandt andet handler om alle de 'skønne' ting ved at have børn. Ca. halvdelen af min omgangskreds er blevet satte. Heldigvis først og fremmest på den gode måde, hvor der stadig er plads til rødvin og brætspil indimellem.
...og jeg er altså også ved at være klar til det med de børn. Har jeg sådan set været i nogle år og ligenu er det største problem at jeg mangler en mandlig donor (nej, dette er IKKE en kontaktannonce :-p).

Men, men, men, så er det vi langt om længe når frem til min pointe. En af de foretrukne sætninger blandt børnefamilier omkring mig, ja selv familiemedlemmer med voksne børn er: "Du kan på ingen måde forstå hvordan det er at få børn og du kan aldrig nogensinde være klar til det ligemeget hvad du gør".

Okay, jeg har ligesom forstået at det er a big thing at få børn, men det der frustrerer mig ved den sætning - der gentages i det uendelige, som et tibetansk meditations mantra - er, at de jo alligevel forventer at jeg så prøver at forstå det.

Det er lidt ligesom når éns veninder siger: "Du gætter aldrig hvad jeg har købt i dag" - jamen hvorfor skulle jeg så prøve? Når alle siger at jeg ikke kan forstå hvor stort det er at få børn, så gider jeg altså ikke prøve at forstå det. Man må jo bare tage det som det kommer og så stoler jeg bestemt på at det er en stor ting okay?