Undersider

onsdag den 17. februar 2010

Endelig hjemme

NU er jeg ved at være flyttet ind. Det ved jeg fordi flormelis hele dagen har drysset ned udenfor mit vindue som om Gud er ved at lave en seriøs omgang hvid glasur på fortovet – og det irriterer mig ikke! Jeg har tændt to stearinlys der var med fra den gamle lejlighed og har i dag ikke redt sengen for det hyggelige brune og lilla sengetøj med ordene: Beauty, sleep og dream – kastet ud over med skødesløs hånd blandt bedstemor blomster så alt for hyggeligt ud. Nu sidder jeg og bladrer i Panduro Hobby’s 70% tilbudsavis, selvom jeg bestemt ikke skal bruge flere penge i denne måned.

H og jeg var ude og handle inden aftensmaden i går og han er bestemt ikke så garvet en shopper som jeg, så jeg må gang på gang trække ham væk fra de der tilbudsskilte hvor der står ting som: ”Fra 40 kr” – han læser kun ”40kr”, selvom alle der har shoppet ved at det eneste der koster 40kr der er stativet, det de lige har fået udsolgt, eller en eller anden fesen film/bluse/madvare som er vildt kedelig/str.mini-me/for gammel. Jeg har købt og købt i denne måned for at få alting til at passe så jeg virkelig kunne føle mig hjemme: En ny combiovn (fancy ord for mikroovn der også kan lege at den er en rigtig ovn), en cdafspiller (der by the way er lyserød så den matcher diverse andre dele af mit interiør) og endeløse andre ting som f.eks. piskeris, øl og yoghurt is.

Men som sagt, nu begynder det altså at hjælpe, for i dag havde jeg pludselig en fridag on my hands og det jeg havde allermest lyst til var at blive hjemme – ja, jeg tænkte rent faktisk ”hjemme” og det er første gang jeg har gjort det.

Nå, tilbage til panduro avisen og så skal jeg også lige huske at have købt den der dørmåtte!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar